Digtet Amors Afkast  fra HÆVNTØRST & HALVHJERTE





AMORS AFKAST 


pilenes udgangssår
et forgjort sprog
du nu skal tale med en anden
i forsøg på at glemme dets mening
omstyrtet må du stå
midt i genfødt lys og løvspring
og føle at du forskyder
og forråder dit land  
et svævende spændingsfelt
hengemt og afladet
kun vejrbidt fortøjret
til et flimrende hav i dit bryst



en flydende puls
der banker
og knitrer ud 
banker
og knitrer ud
indtil


du i afkald på din bevingelse
i omvendt fortabelse lander
i tilflugtens slumrende sommer 



en underfuld skyggeverden 
hvor farvespil og gråsind 
kan søge ly og forglemmelse
under udsprungne himmelskjuls
formørkende kroppe

ænser ikke solen
taber sin plads
koldere stjerner
finder hjem af sig selv

her
hvor en dvale har sit ophør
som en blyregn i dit letsind
hvor et genfærd driver skyer
over marker der gløder og vakler
hvor skovene rødmer
forklæder tabet i liv
men vent


hvor mærkværdigt

se hundene leger
at de må slås for at overleve
armodet finder sin plads
i lyksaligheden




det var ikke som vi blev lovet
i stedet
en hvid due uden vinger
fordi vinden og flugten
aldrig bringer fred


fred er blodet der skyller over
skyller stormene af himlen
vasker hjertets gader rene


fred er kærlighedens stilhed
nok til at fæstne de her ord til en side
nok til at drømme i en afprøvet virkelighed



vi hvirvler sammen i begæret
åbner øjet i dets henfald
på vej ned gennem verden




luften griber os for en stund
det forsigtige greb
som en smuldrende faldskærm




jeg fæstner mig til dine hænders trodsige håb
dit hvæssede bliks stille planeter
afsatsens skød nu et svindende punkt
et løfte om tvivlløshedens kommende hvile
en drøm om uvishedens fordampende frost






men faldet fra klippen er en livstid















havet har solen i munden